Aktiv sommerferie for 149 kroner hos Jetsmark Idrætscenter

Når sommerferien rammer Jammerbugt Kommune, står Jetsmark Idrætscenter igen klar med Sommerferiesjov for både lokale familier og sommergæster.

I uge 28, 29, 30 og 31 er der åbent for svømmehal, springcenter og masser af aktiviteter alle hverdage fra kl. 10.00 til 14.00.

“Sommerferien skal være sjov, aktiv og tilgængelig for alle. Derfor glæder vi os til endnu engang at fylde centeret med børn, forældre og bedsteforældre, som vil bruge nogle gode timer sammen,” siger centerdirektør Peter Mousten.

Prisen for Sommerferiesjov er fortsat kun 60 kr. pr. person pr. besøg. Kommer du mere end et par gange i løbet af sommeren, kan det allerede betale sig at vælge vores nye abonnement til introprisen 149 kr. om måneden.

For 149 kr. får du fri adgang til svømmehal og springcenter hele måneden, og du kan samtidig benytte hallerne til aktiviteter som badminton, pickleball eller en hyggelig fodboldkamp med familie og venner.

“Vi synes faktisk, at det er et ret stærkt tilbud. For 149 kroner kan man i princippet holde en hel aktiv sommerferie i Pandrup. Svømme, hoppe i springcenteret, spille badminton, pickleball eller bare mødes til en fodboldkamp i hallen. Vi ønsker, at så mange som muligt får glæde af de faciliteter, som allerede findes i lokalområdet,” fortæller Peter Mousten.

Jetsmark Idrætscenter lancerer samtidig flere nye abonnementstyper:

Svøm – fri adgang til svømmehal og springcenter fra 149 kr. pr. måned.
Aktiv – adgang til svømmehal, springcenter samt fri booking af badminton-, pickleball- og tennisbaner fra 199 kr. pr. måned.
Premium – inkluderer alle aktiviteter samt fri adgang til saunagus, når centerets nye store udendørssauna åbner i november, fra 299 kr. pr. måned.

Mens aktiviteterne er i gang, holder Café Norma åbent med is, kolde drikkevarer, sandwiches, burgere og andre lette retter.

Sommerferiesjov afvikles alle hverdage i uge 28, 29, 30 og 31 fra kl. 10.00 til 14.00.

For gæster, der blot ønsker et enkelt besøg, kan der fortsat købes almindelige dagsbilletter til 60 kr. pr. person.

Abonnenter kan købes fra 1. juli og gælder altid én måned fra købsdatoen

Events

DM i Mini-Z

I weekenden afvikler Roadrunners RC DM i Mini-Z i Hal B 🚗 Der bliver gang i den, med hurtige sving

Læs mere